Tandblegning
Noget af det første, vi ser, når vi møder et nyt menneske, er tænderne. Derfor er et flot smil af stor betydning for mange mennesker. Flotte, hvide tænder giver selvtillid og lyst til at smile - og det er netop det, du kan opnå med en tandblegning.
Tandblegning er blevet helt almindeligt, og stadig flere får udført behandlingen. Med tandblegning lysnes dine tænder, så du får et lysere smil. Hvis du er ked af misfarvede tænder, kan vi derfor hjælpe dig. Årsagerne til misfarvede tænder kan være mange. For nogle mennesker skyldes det farvestoffer fra farveholdige mad- og drikkevarer, mens der i andre tilfælde kan være tale om aldersbetingede misfarvninger.
Egnethed
Personer over 18 år med normal tandhygiejne er egnede til en tandblegning.
Hvis man har plastfyldninger i det område, der skal bleges, kan det blive nødvendigt efterfølgende at skifte disse, da de vil være mørkere end de blegede tænder.
Personer med tandkødssygdomme, slidt emalje, ubehandlede huller eller blottede tandhalse er uegnede til tandblegning.
Gravide eller ammende kvinder bør ikke blege tænder.
Behandlingen
Behandlingen starter med en grundig forundersøgelse af dine tænder. Her vurderer behandleren, hvorvidt dine tænder egner sig til blegning. Er dine tænder egnede til blegning tager vi et aftryk af dine tænder, hvorfra vi fremstiller skinner, som du skal bruge ud fra de anvisninger, du får fra din tandlæge. Skinnerne skal bruges med en gel, der indeholder det blegemiddel, der lysner dine tænder. Du får naturligvis en grundig vejledning i, hvordan du skal bruge skinnerne, og hvordan du påfylder blegegel. Du bliver desuden indkaldt til nødvendige kontroller.
Hvor hvide bliver mine tænder af en tandblegning?
Vi kan ikke give et samlet svar på, hvor hvide tænderne bliver efter en tandblegning. Det er nemlig meget individuelt og afhænger af, hvordan dine tænder så ud før misfarvningerne. Vi vil derfor altid tage en snak med dig inden en behandling, så du ved, hvad du kan forvente med netop dine tænder.
Vil du vide mere?
Drømmer du om hvidere tænder og et mere selvsikkert smil? Så er det en god idé at kontakte din tandlæge, som kan rådgive dig i det videre forløb.
Vil du vide mere om tandblegning, eller har du spørgsmål, er du mere end velkommen til at kontakte os - så hjælper vi dig godt videre.
Online bookingKontakt